Har du brug for tre kopper kaffe om morgenen, før du overhovedet kan komme i gang med at tænke på dagens gøremål? Og synes du, det er svært at vurdere, hvilke sunde vaner, der kan give dig et hurtigt energiboost? Vi kan alle føle os trætte af og til, selv efter otte timers søvn. Derfor har vi talt med Hidde de Vries, som har startet The Recharge Company, for at afdække hemmeligheden bag, hvordan vi kan få mere energi på det fundamentale niveau.
Hidde er ekspert i at give jordnære tips og råd til, hvordan man kan øge sin energi, blive mere modstandsdygtig og mere effektiv til de ting, der virkelig betyder noget for en. Vi fandt ud af, at der er mange faktorer, der bestemmer, hvor højt (eller lavt) vores energiniveau er. I øjeblikket er det vigtigere end nogensinde at lære, hvordan du kan bevare din mentale styrke og stadig være målbevidst. Er du nysgerrig efter at finde ud af, hvordan du kan køre i livets “rutsjebane” og være fuld af energi? Så læs videre!
Rituals: Er der fundamentale måder, hvorpå folk kan øge deres energi konsistent og i det lange løb?
Hidde: Desværre er der ikke noget kort svar. For at kunne øge og bevare din energi nu og i det lange løb, er du nødt til at se på forskellige ting. Din søvn, din ernæring, din motion, den måde, du arbejder på, og den måde, du genoplader på. Alle disse elementer arbejder sammen for at optimere din energi. Men det allervigtigste er din tankegang. At have en positiv tankegang er udgangspunktet til i første omgang at kunne gøre det, der kan give dig energi.
Søvn kan være det, der giver dig mest energi, men hvis du føler dig nedtrykt, kommer mere søvn ikke til at hjælpe dig. Det hjælper at bruge tid sammen med venner, men også tid til at reflektere over tingene kan være afgørende for at få mere energi.
Rituals: Hvordan kan vi øge vores energi uden at være afhængige af midler som koffein?
Hidde: Den bedste måde at få energi på er at huske at bevæge sig i løbet af (arbejds-)dagen. Det dræber din energi, hvis du sidder bag skrivebordet hele dagen (eller køkkenbordet for den sags skyld). Både fysisk og mentalt. Ved at bevæge dig aktiverer du din hippocampus, som også styrker din hukommelse. I stedet for et Zoom-møde så tag en telefonsamtale og gå udenfor. Få noget frisk luft. Mange mennesker er ikke klar over, at vi i stressede situationer tilpasser vores vejrtrækning, hvilket normalt gør den mere overfladisk og mindre effektiv. Vi har brug for ilt, mere end vi har brug for noget andet, så sørg for at trække vejret dybt.
Rituals: For tiden arbejder de fleste af os mest hjemmefra, hvilket kan medføre mangel på energi (og koncentration). Vil du fortælle dit bedste tip til at øge energien derhjemme?
Hidde: Ja, det bedste tip, når du arbejder hjemmefra, er at gå udenfor. Som nævnt ovenfor hjælper gåture din hjerne med at fordøje alt det, den har oplevet, det hjælper din hukommelse, forbedrer dit fokus, aktiverer dine led og muskler, samt hjælper din energi med at strømme gennem din krop. Prøv at komme ud af huset eller lejligheden mindst 3 gange om dagen. Det lyder ikke som meget, men det kan faktisk være en udfordring at gennemføre. Et andet tip er at drikke vand. Vand hjælper os med at afgifte vores krop og hjerne. Hvis vi drikker for lidt, begynder vi bogstavelig talt at lave fejl, og vi bliver gnavne og sløve. Hvis du drikker et stort glas vand inden frokost, kan det også hjælpe dig til at spise mindre, så du føler dig mindre træt bagefter.
Rituals: Hvad er dit foretrukne livsråd til at øge din energi og hvorfor?
Hidde: Shinrin-yoku, også kendt som skovbadning. Det vil sige, at du dykker ned i skovens atmosfære og oplever den omgivende natur med alle dine sanser. Jeg er vild med, hvordan I har integreret denne form for mindfulness i The Ritual of Jing kollektionen. At gå gennem en skov, eller i mit tilfælde klitterne nær Haag, hjælper med at rydde sindet. Det giver positivitet og energi til din krop, og det er meget enkelt. Du kan stadig arbejde, tale i telefon og tænke, mens du gør det, og på den måde kan du i det mindste også nyde landskabet. Måske vigtigst af alt gør det dig mere modstandsdygtig over for stress. Det lader din hjerne reflektere og sætter tingene i perspektiv.
Rituals: Hvordan kan vi få flere afslappende øjeblikke i løbet af vores dag?
Hidde: Mind dig selv om at arbejde i fokusblokke og genopladningsblokke. For eksempel: 50 minutters fokus, 10 minutters genopladning. Og med genopladning mener jeg ikke sociale medier, e-mail eller arbejdsrelaterede telefonsamtaler. Bare slap af. Tal med en ven, drik noget vand, stræk benene. Giv dig selv lov til at tage en pause. Du vil kunne mærke forskellen ved den efterfølgende fokusblok. Husk også at gøre dette efter hvert møde. Vi har en tendens til at flyve fra det ene møde til det næste, og så er vi overraskede, når vi er løbet tør for energi ved dagens afslutning. Giv dit hoved en pause efter dine møder, så du kan gemme alt det, der er blevet sagt, på harddisken i din hjerne. Efter en lang arbejdsdag er det vigtigt at gøre det til en vane at afslutte din dag. Rund din huskeliste af, lav en ny til næste dag, luk alle åbne e-mails, gem din bærbare computer væk og lav noget, der bringer glæde og ro. Det kan for eksempel være at tilberede et måltid til din familie eller gå en frisk tur med hunden.
Rituals: Er der nogen fordele ved at arbejde hjemmefra?
Hidde: Det er godt, at virksomheder har fundet ud af, at vi godt kan arbejde hjemmefra. Hvis børnene ikke også er derhjemme, kan de fleste folk koncentrere sig bedre og præstere bedre, når de arbejder hjemmefra. Brug kontoret til at mødes med folk, holde kreative workshops og til at møde kunder. Derudover kan du nyde din tid med hjemmearbejde.
Vi har sjovt nok set en stor stigning af træninger i, hvordan man arbejder hjemmefra, og hvordan man bevarer balancen mellem arbejde og fritid, men de fleste fordele kan du faktisk høste i dit eget liv. Når du optimerer den måde du bruger din fritid på. Hvordan bruger du tiden, når du ikke er på arbejde? Dit arbejde var allerede krævende inden coronakrisen. Denne krise har bare været med til at få tingene frem tidligere. Det er billigere og mere effektivt at arbejde hjemmefra, og i de fleste tilfælde sparer du også en masse tid på at pendle. Men arbejdet vil blive mere krævende. Der kræves mere og mere af os. Uanset om du arbejder hjemmefra eller på kontoret. Derfor er det i stigende grad nødvendigt at genoplade efter arbejdet. Lad være med at leve for dit arbejde, men pas dit arbejde og nyd så livet.
Rituals: Kan du dele dine 5 bedste tips til, hvordan vi kan genoplade vores liv?
Hidde: Det vil jeg meget gerne! Jeg foreslår, at man indarbejder følgende 5 ting i sin daglige rutine:
1. Prøv det kolde gys
For de fleste af os er det nok lidt af et chok første gang, men der er ikke noget bedre end et koldt brusebad om morgenen. Når du har nydt det varme vand lidt tid, så tænd for det kolde vand. Start med 20 til 30 sekunder og byg det langsomt op til 2-3 minutter per gang. Det tager tid at vænne sig til, men det har en utrolig effekt på dit helbred. Du forbedrer din modstandsdygtighed og blodgennemstrømningen øges, hvilket får dig til at føle dig bedre tilpas. Der er også meget, der tyder på, at kolde bade kan hjælpe dig med at tabe dig.
2. Tilbered din frokost dagen før
Det tager tid at gøre klar til frokost. Når du forbereder din frokost dagen før, kan du spare dyrebar tid. Derudover kan du på denne måde bedre sprede dine afslapningsøjeblikke ud over hele dagen. Arbejder du hjemmefra med dine roommates, din partner eller dine børn for eksempel? Så spis frokost sammen. Aftal et tidspunkt, dæk bordet, og hold en rigtig pause. Hvis du arbejder alene, kan du for eksempel ringe til en ven i frokostpausen. På denne måde forbliver frokosten en social og afslappet del af din dag, som hjælper til at booste dit humør og velvære. Hvad du end gør, så lad være med at spise frokosten foran din computer!
3. Kom i tøjet (også selvom du arbejder hjemmefra)
Gør dig klar om morgenen, som du plejer, inden du starter din arbejdsdag. Din hjerne laver automatisk forbindelsen mellem en bestemt påklædning og en bestemt følelse. Så tag et (koldt!) brusebad og vælg et outfit, som du ville have taget på, på en hvilken som helst “almindelig arbejdsdag”.
4. Ryd dit skrivebord
Et ryddeligt skrivebord giver et ryddeligt sind. Arbejder du i stuen eller ved spisebordet? Så brug lidt tid på at rydde op om morgenen, før du går i gang med arbejdet. Du vil opdage, at du starter din arbejdsdag med mere energi og ro i dit sind!
5. Stop din dopamin-pusher
Hver gang du får en notifikation på din telefon, aktiveres belønningscentret i hjernen. Dette får dig til at tjekke din e-mail i det uendelige og drager dig mod de sociale medier gang på gang. Du er på ingen tid blevet afhængig af din telefon. Den sluger din tid, men den kan også føre til tab af koncentrationsevne og dårligere kognitive evner i det lange løb. Hvis du gerne selv vil styre din tid, så slå alle notifikationer fra, og åbn kun din telefon og e-mail i de fokusblokke, der er reserveret til at tjekke dem.