I modsætning til feng shui, er det japanske wabi-sabi-koncept ikke et sæt regler, men snarere en indstilling. Det kan bedst beskrives som kunsten at finde det smukke i det uperfekte, og det er en sammensmeltning af to ting: wabi (enkelhed og ydmyghed) og sabi (tidens gang og alderens skønhed). Det ærer alle gamle ting, de slidte og uperfekte, og det er en livsstil, der viser kærlighed til alle ting.
Et wabi-sabi-interiør inspirerer til minimalisme, som fokuserer mere på de mennesker, der bor der, end på noget andet. Ejendele og andre genstande er skåret ned til det mest nødvendige ud fra nytteværdi, skønhed eller nostalgi (eller alle tre). Man finder ikke genstande, som med vilje er behandlet, så de ser gamle ud. I stedet opstår skønheden, når tiden naturligt er inde til det. Konceptet indebærer, at ting er smukke, som de er. Wabi-sabi handler om den perfekte uperfekthed.
Da wabi-sabi egentlig ikke er en indretningsstil, er det ret svært at beskrive, hvad du skal gøre for at følge den. Du har frie hænder til at eksperimentere og finde de ting, der virker for dig. Alt skal bare holdes naturligt og nemt. Vi vil gerne prøve at komme med et par tips til at finde skønheden i det knap-så-perfekte. Der er ikke nogen 'forkert' måde at gøre det på; du skal bare ændre dit perspektiv fra perfektion til påskønnelse.
At sætte pris på det gamle
I stedet for at føle sig flov over gamle møbler, der er godt brugt og fremstår lidt mærket og skrammet, skal du værdsætte dem på grund af deres uperfekte stand. Disse tegn fortæller en historie og markerer tidens gang; det finder man ikke i et nyt bord. Værdsæt revner og det uperfekte, fordi det symboliserer tidens gang og kærlig brug.
At sætte pris på naturen
Vær opmærksom på de materialer, du bringer ind i dit hjem, og vælg naturmaterialer som træ og sten, hvor det er muligt. Når du vælger farver, skal du skele til naturen efter inspiration. Hvis du føler for det, kan du indrette med håndlavede ting, som vil give rummene en særlig charme.
Slip af med det rodede og overfyldte
Det kan være fristende hele tiden at tilføje nye ting til interiøret, men wabi-sabi handler om at fjerne det unødvendige. Ved at gøre det giver du de ting, der virkelig betyder noget, mulighed for at træde frem. Brug ikke en masse energi på de afsluttende detaljer, det er det, wabi-sabi handler om.
Det supervigtige lys
Wabi-sabi interiører er svagt oplyste. Sluk de skarpe lys, og vælg dæmpet belysning med bordlamper og stearinlys.
Tænk på miljøet
At gå ind for wabi-sabi rækker videre end blot at skabe et rart miljø derhjemme. Når vi forelsker os i de uperfekte ting, indskrænker vi behovet for at købe nye. Dette vil reducere forbruget, hvilket sparer penge og er bedre for vores klode.
En ændring af tankegangen
Wabi-sabi sætter fokus på taknemmelighed over det, vi allerede har, snarere end altid at længes efter noget nyt. Denne ændring af perspektiv vil hjælpe os til at få mere i fred i sindet og opleve mere tilfredshed i nuet. Vær bevidst om naturens cyklus med vækst og forfald, og når du gør det, bliver du mere bevidst om naturen og livet.
Så hvad venter du på? Tag wabi-sabi-konceptet til dig og skab et lykkeligere hjem, et hjem med mere sjæl.