Vær forberedt, så du får forståelse for, hvordan de påvirker alt – lige fra søvn til energi og humør
Der er intet enkelt ved, hvordan kvindelige hormoner opfører sig. De svinger gennem hvert årti i livet. Om det er puberteten, menstruationen, graviditeten, perimenopausen (perioden før overgangsalderen) eller overgangsalderen, så er det en konstant rutsjebane af både fysiske og mentale bivirkninger. Men jo mere viden du får, jo bedre kan du håndtere forventningerne, fordi uanset om det drejer sig om masser af energi eller uudholdelige kramper, så kan måden, dine hormoner opfører sig på i baggrunden, påvirke alt, du skal håndtere i dit daglige liv.
Både kulturer og virksomheder anerkender nu, at hormonudsving skal tages mere seriøst, fordi der er forsket mere i hormoner, og der ikke mere er så mange tabuer omkring kvinders helbred. “Spanien har fx sat en progressiv standard ved at introducere betalt fravær for kvinder, når de har menstruation og oplever alvorlige menstruationssmerter. Landet anerkender sundhed i forbindelse med menstruation og dens betydning for kvinders velbefindende og produktivitet,” forklarer Laura Dowling, farmaceut, grundlægger af FabU-kosttilskud og vært for sin egen podcast med dybdegående diskussioner omkring kvinders sundhedsproblemer.
“Desuden udgør kvinder, som er i perimenopausen eller i overgangsalderen, det hurtigst voksende segment i arbejdsstyrken. Så mange virksomheder forstår, at det er vigtigt at implementere politikker for overgangsalderen for at støtte disse kvinder med henblik på at bibeholde deres erfaring, viden og ekspertise i arbejdsstyrken.”
Ved at adressere symptomerne og yde støtte, reduceres risikoen for at kvinder går på pension tidligt eller afbryder karrieren, hvilket kan påvirke deres mentale sundhed negativt. Med mindre stigmatisering af emnet fremmer det også en mere åben, dybdegående diskussion om emnet. Kvinder kan få kontrol over deres liv og træffe velunderbyggede beslutninger om alt, fra hvornår det er godt at dyrke sport og møde venner, til hvilke kosttilskud der hjælper dem bedst, og hvornår de har brug for mere søvn. Det kan være med podcasts som giver værdifuld indsigt og råd fra eksperter eller apps som Clue og Flo, som giver dig mulighed for at registrere og overvåge dine symptomer og følelser, og kan give dig så meget viden som muligt.
Her vil vi se på det gode, det onde og det grusomme, der sker med hormoner i hver fase – fra pubertet og graviditet til perimenopause og overgangsalderen …
Hormoner i puberteten
Både puberteten og menstruationen begynder i hjernen, forklarer Natasha Richardson, hormonsundhedsekspert og grundlægger af Forage Botanicals. “Et hormon kaldet gonadotropin udløser hormoner, som gradvist opbygges i årenes løb forud for den første ægløsning, som fortæller kroppen, at den skal modnes. Det er derfor, du kan se andre tegn på puberteten før menstruationen begynder,” forklarer hun.
Det forårsager, at kroppen producerer østrogen og progesteron, det er disse hormoner, som hjælper med at udvikle karaktertræk, som at brysterne vokser, kropsbehåring og begyndelsen af menstruationen. “Mange mennesker er ikke klar over at ovarierne også producerer testosteron, som spiller en afgørende rolle for muskelmassen, energiniveauer og den generelle fysiske udvikling,” siger Laura.
For mange medfører de månedlige fysiske udsving en mental belastning, som kan være alt lige fra irritation, følsomhed og selvbevidsthed, når cyklussen er sat i bevægelse. “Øget følsomhed og en øget opmærksomhed på sig selv er del af den psykologiske justering i puberteten,” siger Smita Sinha, gynækologisk konsulent hos Serenity Women’s Clinic. “Præmenstruelle symptomer er også en reel diagnose, og de påvirker mange kvinder i forskellig grad. Det involverer en kombination af følelsesmæssige, fysiske og psykologiske symptomer, som forekommer i dagene op til menstruationen og er forbundet med ændringer af hormonerne østrogen og progesteron, som påvirker hjernens kemi.”
Heldigvis er der stadigt mindre stigmatisering omkring menstruation, og flere og flere mennesker er parate til at tale om emnet. “Der kan være meget hemmeligholdelse og negativitet omkring menstruation i forskellige aldersgrupper, men Gen Z viser vejen frem med et positivt sprog og reklamer, der nedbryder tabuer, og som har hjulpet med at normalisere menstruation,” fortæller Natasha.
Laura gør det også klart, at mere uddannelse og diskussion vil hjælpe med at reducere stigmatiseringen, så alle er bedre informeret, fortrolige og mindre flove eller tøvende, når de diskuterer, hvordan de har det.
Hormoner under graviditeten
Lige som menstruation, så oplever alle graviditet forskelligt – nogle stråler under graviditeten, andre oplever ubehag, store humørudsving og udslet. “Når du er gravid, oplever din krop en stigning i niveauet af adskillige vigtige hormoner, herunder østrogen, progesteron og humant choriongonadotropin (hCG). Disse øges væsentligt for at hjælpe babyen med at vokse, vedligeholde livmoderslimhinden og forberede kroppen på fødsel og amning,” siger Laura. “Disse hormoner hjælper også med at fremme blodcirkulationen i livmoderen, afslappe musklerne for at give plads til vækst og stimulere brystvævets udvikling.”
Denne nye vækst af hormoner kan være som et boost af energi for nogle, hvilket skaber en følelse af velvære og en glød på grund af mere blodcirkulation og hudændringer. “Især under det andet trimester føler kvinder sig ofte mest energiske og oplever færre symptomer som morgenkvalme, og føler i stedet en fornyet form for vitalitet,” fortsætter hun.
Men sådan er det ikke for mange kvinder, og de hormonale ændringer kan give udfordrende bivirkninger. “Mere østrogen kan betyde, at mange kvinder oplever større ængstelse og humørsvingninger, træthed, kvalme og hudforandring såsom pigmentpletter eller akne,” forklarer Smita. “Nogle oplever også mere intense tilstande som svangerskabsdiabetes eller forhøjet blodtryk i forbindelse med graviditeten. Derudover kan øgede mængder af progesteron betyde problemer som halsbrand, oppustethed og forstoppelse, som kan gøre graviditeten fysisk ubehagelig.”
Den ekstra progesteron gør det muligt for kroppen at udvide sig på måder, som den ikke kunne før, og selvom det er essentielt for graviditeten, så kan det også føre til rygsmerter og ubehag i leddene. Hvis det fortsætter kan det endda skabe en lidelse kaldet symphysis pubis, men det kan afhjælpes med fysisk terapi og støttende beklædningsdele forsikrer Natasha.
Andre midler, som kan lette eller nedsætte bivirkningerne fra den øgede mængde hormoner er masser af hvile, at spise mindre og ofte for at regulere blodsukkerniveauet, ingefær-te, at spise mindre salt og bruge støttepuder for at få det mere behageligt. På dette tidspunkt er det også vigtigt at få støtte, uanset om det er fra venner, familie eller støttegrupper.
Hormoner under perimenopausen/overgangsalderen
Perimenopausen følger ikke almindelige cyklusser med et mere forudsigeligt månedligt mønster eller graviditet, som betyder ekstra mange hormoner - den er som at være på en hormon-rutsjebane, uforudsigelig og uberegnelig. “Niveauerne af østrogen, progesteron og testosteron svinger vildt og finder gradvist et lavere niveau end før, men der skal gå et år efter din sidste menstruation, før du kan være sikker på, at dette mønster med op- og nedture endelig er stoppet, og du kan være sikker på, at du har et lavere niveau af hormoner, end du havde før,” forklarer Natasha.
Det er forskelligt fra kvinde til kvinde, hvornår det begynder, og hvor længe det varer. Men det kan tage mellem et og otte år. “Nogle kvinder begynder at lægge mærke til symptomer tidligt i fyrrerne, mens andre ikke oplever nogen mærkbare ændringer før de er tættere på halvtreds år,” forklarer Laura. “På dette tidspunkt kan skiftende hormonniveauer ikke alene gøre menstruationen kraftigere, lettere eller mere sporadisk. Det kan også betyde hedeture og svedeture om natten på grund af svingende niveauer af østrogen, som påvirker kroppens evne til at regulere temperaturen, humørsvingninger og ængstelse. Ændringer i niveauet af østrogen og progesteron kan påvirke neurotransmittere i hjernen, som påvirker humøret, forstyrrer søvnen og give dårlig søvnkvalitet eller søvnløshed. Det kan også give fysiske forandringer på grund af reduceret østrogen, som påvirker hudens elasticitet, sundheden af led og medføre vægtforøgelse og GSM – genitourinært syndrom i overgangsalderen. GSM er et almindeligt, men overset symptom, som omfatter tørhed i skeden, irritation og ubehag såvel som urininkontinens og gentagne infektioner. GSM opstår på grund at det tyndere væv i skeden og tyndere urinært væv, fordi østrogenniveauet falder.”
Det er her kosttilskud som calcium, D-vitamin og magnesium kan hjælpe med at støtte sundheden af knogler og søvnen. Omega-3, B-vitamin og endda funktionelle svampe har også vist sig at hjælpe med at lindre og støtte forskellige bivirkninger som følge af perimenopause og overgangsalderen. HRT kan også være effektiv for nogle ved at afhjælpe symptomer, da de fungerer ved at erstatte faldende hormonniveauer, og der findes målrettede østrogenterapier specifikt målrettet mod GSM.
Overgangen til overgangsalderen sker, når du er kommet igennem 12 måneder uden en menstruation, hvilket markerer afslutningen på de fluktuerende hormoner, da østrogen og progesteron falder væsentligt og til et lavt, stabilt niveau. Som du måske ville forvente, får det en effekt, når man ikke har disse hormoner. “Der kan forekomme hedeture, søvnforstyrrelser, humørsvingninger og nedsat knogletæthed, som kan påvirke dit daglige liv,” tilføjer Smita.
GSM fortsætter med at være et problem for nogle, plus tyndere hår og tørrere hud, fordi der er mangel på østrogen. Det kan også påvirke sundheden af hjertet, da østrogen hjælper med at vedligeholde blodårer, mens mange kvinder oplever at være “fraværende”, som en uønsket konsekvens af hormonændringer, hvor hukommelsen og mental klarhed svigter.
Takket være igangværende forskning omkring overgangsalderen og hormonale ændringer så betyder det, at der er mere, vi kan gøre for at støtte og håndtere hormonregulering. “Aktuelle studier fremhæver den rolle, fødevarer spiller med en kost rig på frugter, grøntsager og omega-3-fedtsyrer, som viser sig at være godt for hormonbalancen. Der er også tegn på, at bestemte botaniske stoffer, kan hjælpe,” siger Laura.
Med flere studier, diskussioner og apps, som hjælper med at spore cyklusser og udsving, ser det ud som om, der endelig er mere fokus på kvinders helbred.
Se følgende for at finde ressourcer og mere information:
Det er evidensbaserede artikler, og det vil hjælpe med at træffe nogle velovervejede beslutninger om dit helbred og hormoner, så du kan føle dig handlekraftig, selv når du ikke føler dig i topform.
-
129,00 kr
-
229,00 kr
-
289,00 kr
-
129,00 kr