Folk har ikke noget imod at indrømme, at de taler med deres planter for at sikre en sund vækst og vitalitet, men ville du være åben omkring at tale med dit vand? Hvis vi nu fortalte dig, at det kunne få det til at smage bedre? Hvordan? En teori er, at du kan ændre vands molekylære struktur ved at udsætte det for dine følelser, hvilket påvirker, hvordan det smager.

Før du ruller med øjnene, så bid mærke i, hvad yogi, guru og forfatter Sadhguru siger; “Hvis det kommer fra Østen er det overtro, hvis det kommer fra Vesten, bliver det videnskab.” Han har talt ved nogle af verdens mest prestigefyldte universiteter, herunder Oxford, Standford, Harvard og Yale, så selv de ypperste inden for videnskaben har lyttet til denne hypotese.

Når det gælder vand, påstår han, at du uden at ændre den kemiske sammensætning kan omorganisere molekylerne på en sådan måde, så vandet opfører sig helt anderledes. Derfor bør du vise det kærlighed, respekt og taknemmelighed for at få den mest behagelige smag. Det er et koncept, der har levet i Indien i generationer, hvor ældre familiemedlemmer lærer børn ikke at drikke vand fra hvem som helst - det skal være fra dem, der elsker og holder af en. Det er også grunden til, at mange traditionelle husstande i Indien har en messingbeholder, som de vasker, udfører en puja (tilbedelsesritual) til og derefter fylder med frisk vand.

HAN ER IKKE DEN ENESTE

Sadhguru er ikke den eneste teoretiker, der er overbevist om den indflydelse, vi har på vand. Den japanske forfatter og doktor i alternativ videnskab, Masaru Emoto skrev en hel bog, “The Hidden Messages in Water”, der dokumenterede, hvordan visse følelsesmæssige energier kunne forårsage ændringer i vand - i både flydende og frosne former. Han nåede til denne konklusion efter at have udsat nogle iskrystaller for taknemmelighed, kærlighed og påskønnelse, og andre for negativt sprog samt afsky. Tilsvarende spillede han ved en lejlighed klassisk musik for et sæt iskrystaller og heavy metal for et andet. Resultatet af begge forsøg var det samme - krystallerne dannede smukke former og mønstre, efter de havde fået spillet klassiske melodier, og der blev sagt kærlige ord, mens de, der blev udsat for heavy metal og dårlig stemning, dannede kaotiske “grimme” former.

Interessant nok lavede man i 2016 en dobbelt blindtest ved Institute of Noetic Sciences, hvor 2000 personer i Tokyo fokuserede på positive intentioner over for nogle vandprøver i et elektromagnetisk afskærmet rum i Californien. Uvidende om lignende vandprøver taget andetsteds blev resultaterne blindt vurderet for æstetisk appel af 100 uafhængige dommere, og man fandt ud af, at de, der var mest æstetisk tiltalende, var dem, der var blevet kontrolleret på lang afstand!

SMAGSTESTEN

En anden test, som Emoto udførte, var “ris”-eksperimentet. Han placerede to portioner ris i hver sin beholder, hvor han skrev “tak” på den ene og “dit fjols” på den anden. Han bad derefter nogle skolebørn, om at læse mærkaterne højt, hver gang de gik forbi. Efter 30 dage havde risene i beholderen med den positive note næsten ikke ændret sig, mens de andre ris var rådne og mugne.

Det er noget, som Heston Blumenthal - berømt for sine videnskabelige kulinariske eksperimenter og multi-sensoriske oplevelser - i øjeblikket undersøger efter at have deltaget i World Water Congress, hvor Emotos assistent holdt et oplæg. Han prøver at bevise, at hvis vores følelser fysisk kan ændre vands konsistens, ville det kunne ændre smagen af hans mad. Indtil videre har han udført eksperimenter med taknemmelighed og tre krukker ris, fyldt med den samme ris og det samme vand. Hver morgen giver han og hans team positive intentioner og kærlighed til én krukke, den anden krukke får at vide, at den er hadet, og den tredje krukke bliver ignoreret. Efter at have udført eksperimentet fem gange, er resultatet altid det samme - risen udsat for taknemmelighed er let gylden og sødere; risen udsat for had lugter som dårlig ost, og risen, der blev ignoreret, er endnu værre. Han indrømmer, at emnet virker mærkeligt og “langt ude”, men han er villig til at holde fast i eksperimentet.

ER DETTE DET SAMME SOM VANDS HUKOMMELSE?

I væsentlige træk ja, da det læner sig mod det faktum, at vandmolekyler er “aktive”, hvorfor de kan bevare en “hukommelse” af bestemte ting, de udsættes for. For eksempel fyldte Emoto petriskåle med vand og placerede dem på forskellige fotos i 24 timer, før de blev frosset ned. Inde i de iskrystaller, der dukkede op, kunne man se konturerne af billederne. Professor Bernd Kröplin undersøgte også potentialet i vands hukommelse og fandt ud af, at et billede af en blomst og et billede af salat forblev i vandet, efter at disse genstande var blevet nedsænket i det.

Den oplevelse og det miljø, som vandet har været udsat for, kunne også spille en rolle, ifølge Emoto. Da det løbende bevæger sig gennem fordampning, kondens, nedbør og udløb i hav og vandløb, mente han, at frisk vand fra en sø eller ren bjergstrøm producerede smukkere iskrystaller end dem, der blev produceret af vand fra en forurenet vandpøl, eller vand, der var blevet udsat for kemikalier, metalrør og plast.

FINDES DER VIDENSKABELIGE BEVISER?

Emoto og Kröplin er blevet kaldt pseudoforskere, der kun søger validering snarere end at forsøge at bevise, at deres påstande er falske. Emoto anerkender selv, at han ikke er videnskabsmand, og at billederne til hans udstilling blev valgt som de mest æstetiske. Nogle mener også, at noget af vandet i hans eksperimenter kunne være blevet kombineret med andre stoffer - naturlige eller kemiske - som kunne have forårsaget sådanne uregelmæssige frysemønstre.

Men der foretages fortsat mange eksperimenter med vand. Det faktum, at jorden består af 70% vand, lige som os selv, gør, at forskerne er blevet opmærksomme. Nyere undersøgelser fra New York University i 2018 opdagede, at når de kølede vand ned, blev de hydrogene atomer mobile og kunne hoppe fra et molekyle til et andet - noget, der før var blevet afvist. Hvilket peger tilbage mod Sadhgurus pointe, at vands molekylære struktur kan ændre sig. Spørgsmålet er så, om det bare er temperaturen, eller det, at man taler til det, som er årsagen…