Livet kan beskrives som en række overgange. Nogle overgange er større end andre, men alt forandrer sig uanset hvad (selvom vi ofte modsætter os det).
Mange spirituelle lærere siger, at perioder med overgange er gode muligheder for at vokse - muligheder for at øve sig i at give slip, frigøre sig, for at være opmærksom og ærlig over for sig selv. Vi er ofte nødt til at reflektere over, hvad overgangsperioden kræver af os og forholde os til den. Vi tilpasser os efter forandringen og prøver at finde en sund måde at klare overgangen på.
Det kan være både nemt og meget udfordrende for os at tilpasse os, alt efter overgangens alvor eller natur. Min lærer plejede at sige, at i perioder med store udfordringer og forandringer “skal du være som vand og følge med strømmen. Lære at give slip for at kunne flyde med situationen.” Jeg ved godt, at det er nemmere sagt end gjort. Nogle gange føler vi os lige så stive, fastlåste, tunge og ubevægelige som en klippe. Ikke flydende som vand.
Men alt bliver bedre, når man øver sig.
Og så er spørgsmålet: Hvordan kan vi i praksis forberede os på livets store overgange og forandringer?
Bliv opmærksom på hverdagens overgange
Min lærer plejede at sige, at én måde at gøre det på er ved at blive opmærksom på hverdagens små, nemme overgange og bevidst tilpasse os efter dem. På den måde øver vi os hele tiden i overgange, i at give slip og tilpasse os omskiftninger samt forandringer i vores liv.
For eksempel gennemgår du hver morgen en overgang fra sovende til vågen tilstand. Det er din overgang fra hvile til aktivitet. Hvordan kommer du gennem denne overgang? Skynder du dig bare gennem den? Kan du genkende det her? Du tumler halvt fraværende ud af sengen, tager hurtigt noget tøj på, sluger en kop kaffe, griber nøglerne og skynder dig ud ad døren. Måske kan du. Måske ikke. Men pointen er, at du skal reflektere over, hvor opmærksom du er på den overgang hver eneste dag.
Et andet eksempel er vores overgang fra dag til aften, fra vores aktive arbejdsliv til det mere afslappede liv om aftenen. Hvordan markerer vi den overgang? Hvad kræver denne overgang af os? Er vi opmærksomme på den?
Sådan kan yoga hjælpe til overgange
For mig (og mange andre) kan yoga være en god og effektiv måde at fremelske opmærksomhed på i disse overgangsfaser, samt være et effektivt redskab til forståelse af, hvordan vi bør forholde os forskelligt til forskellige overgange. De kan kræve noget vidt forskelligt af os, alt efter overgangen eller forandringen. Og hvad mener jeg med det? Hvordan kan vi bruge dette i vores hverdag?
For mig er det en god hjælp at gøre det i trin. Så lad os starte med tre trin.
- Først skal du bare blive opmærksom på overgangen
Når du vågner, kan du for eksempel bruge et lille øjeblik på at sige, “Nu går jeg gennem overgangen fra nat til dag.” - For det andet kan du reflektere over, hvad overgangen kræver af dig.
Igen med morgenen som eksempel: “Jeg skal omskifte mig fra hvile til aktivitet. Jeg er nødt til at opbygge dynamisk og opmærksom energi.” - Og for det tredje, laver du dine yogaøvelser.
Den bedste øvelse til denne morgenovergang (fra nat til dag) er måske at starte stille og roligt (tage hensyn til din krop, så den får tid til at vågne op) derefter opbygge energi gradvist, så du føler dig energifyldt og klar, når du er færdig.
Og vi kan gennemgå de samme trin for andre overgange i løbet af dagen. En anden vigtig overgang er, når vi går fra arbejdsdagen og tilbage til en afslappet aften. Hvordan tager vi hensyn til denne overgang med vores øvelser? Hvilken type øvelser er gode her?
De to spørgsmål har inspireret os til at finde to yogaøvelser, som kan hjælpe dig med de daglige overgange.
Hvis vi opdyrker denne opmærksomhed og begynder at markere overgangene med aktiviteter, som yoga, så forholder vi os til forandringer på en ny og anderledes måde med mere bevidsthed, accept og respekt.
Måske begynder vi at opbygge evnen til at følge med strømmen ligesom vandet…