Tips til at skabe dit eget meditationsrum

Meditationsstudier og mindfulness retreats kan findes alle vegne, fra Himalayas fjerne bjergtoppe til dit lokale træningscenter. Men i stedet for at booke en pude i et meditationscenter, hvorfor så ikke skabe dit eget meditationsrum derhjemme? Her er nogle tips til at skabe det perfekte meditationsretreat derhjemme.

 

Meditationskurser er en god måde for begyndere til at lære forskellige teknikker fra en erfaren instruktør. Men disse kurser kræver, at du investerer en del tid og penge, som kan gøre det svært at vælge et daglig meditationskursus, der passer til din kalender og dit budget. Da det er bedst at meditere dagligt, er det vigtigt også at lave øvelserne derhjemme, hvis du vil nyde godt af de sundhedsmæssige fordele som; mindre stress, bedre immunforsvar og mere glæde.

 

Hos Rituals har vi længe fremhævet fordelene ved at have sit eget meditationsrum derhjemme. Det lader dig bygge videre på det, som du har lært i meditationstimerne, og vigtigere endnu, så giver det dig et sted, hvor du kan trække stikket ud og når som helst finde stilhed i dit eget hjems trygge rammer.

 

Det kan måske føles lidt overvældende at skabe sit eget meditationsrum - hvordan vælger du det rigtige sted, hvordan skaber du en beroligende og afslappet stemning, og hvordan ved du, hvad du skal gøre, uden vejledning fra en instruktør? For at hjælpe dig på vej har vi sammensat en liste over simple ting, du kan gøre, for at skabe dit eget meditationsrum, og vi tilbyder guidede meditationer, som du når som helst og hvor som helst kan få adgang til via din mobiltelefon. Her er nogle udvidede tips til, hvordan du kan skabe det perfekte meditationsrum derhjemme.

 

1. Vælg et lyst, stille og afsides rum

Du behøver ikke et stort hus for at skabe et meditationsrum. Et hjørne, en vindueskarm, et lille loftsrum, en balkon, en gang eller endda et stort skab kan også bruges. Det vigtigste er at finde et sted, hvor du føler dig rolig og veltilpas.

 

Derudover er der nogle andre ting at overveje, når du vælger dit meditationssted. For det første er det bedst at vælge et sted med masser af naturligt lys. Naturligt lys har en stærk indvirkning på krop og sind - det løfter dit humør og giver dig en fornemmelse af varme og ro. For det andet bør du vælge et stille område og undgå rum, der deler væg med en larmende nabo eller en støjende vej. Hvis støj er uundgåeligt, kan du stille en vandfontæne i dit meditationsrum. Lyden af rislende vand har en afslappende og beroligende effekt. For det tredje bør dit meditationsrum ligge afsides og væk fra distraktioner. Vælg et sted, hvor du ved, at du ikke bliver forstyrret midt i din meditation af dem, du bor med, eller deres aktiviteter.

 

2. Få en plante

Naturlige elementer er essentielle i ethvert meditationsrum. Du kan indrette dit rum med sten, muslingeskaller, en vandfontæne og - især - planter. Vejrtrækning er en fundamental del af det at meditere, og planter er fantastiske luftrensere. Faktisk har en velkendt NASA-undersøgelse vist, at visse stueplanter er yderst effektive til at fjerne forurening, og at en enkelt plante kan trække alle toksiner ud af luften i et rum på 10 kvadratmeter. For at skabe en naturlig stemning og optimere luftkvaliteten i dit meditationsrum, så sørg for at tilføje en eller to NASA-godkendte planter, såsom en bambuspalme, svigermors skarpe tunge eller en fredslilje.

 

 

 

3. Inddrag dine sanser

Meditation handler om at være fuldt tilstede i nuet, hvilket involverer alle dine sanser. Lugtesansen er en af vores mest primitive og kraftfulde sanser. Derfor kan duft - i form af duftlys, olier eller røgelse - betydeligt forstærke din meditation. Selvom alle dufte kan bruges for at få dig til at slappe af, så er duftene af sandeltræ, bambus, lavendel, salvie og pebermynte kendt for at fremme en meditativ tilstand. Prøv at tilføje en af disse dufte til din meditationspraksis og se, hvordan det kan forstærke din oplevelse.

 

 

Andre sanser - som følesansen, hørelsen og synet - kan også hjælpe dig med at være mere tilstede i nuet. Vælg bløde stoffer, beroligende lyde og lyse farver til dit meditationsrum. Det kan være, at du endda får lyst til at have lidt chokolade i dit meditationsrum, så du kan meditere over de fornmmelser, som det sætter i gang, når det smelter på din tunge.

 

4. Overvej meditationsmøbler

Der er ikke noget udstyr, der er særligt nødvendigt, når du starter med at meditere. Alt, du har brug for, er din krop, et sted at sidde og et minut eller to. Når det er sagt, bør du ikke presse dig selv i skrædderstilling på gulvet, hvis det forårsager smerte eller ubehag. Hvis du har brug for ekstra støtte, kan det være en god idé at bruge en meditationspude, en meditationsstol eller en bænk. Du kan også dekorere dit meditationsrum med et lavt meditationsbord og nogle puder, som er perfekte til siddende reflektering eller en tepause.

 

De to mest populære meditationspuder er zafu og zabuton. En zafu er en rund pude, som løfter din hofte over jorden og giver dine knæ støtte, når du sidder i skrædderstilling. En zabuton er en rektangulær måtte, som er større og fladere end en zafu. De to sælges ofte i sæt, så den mediterende kan placere sin zafu oven på zabutonen for optimal støtte og komfort. Hvis du har besvær med at meditere med dine ben krydset, kan du prøve en meditationsbænk. En bænk kan være en hjælp, hvis du ønsker at meditere i den traditionelle japanske knælende position kaldet seiza. En anden mulighed er en meditationsstol, som yder maksimal støtte, da den både har et polstret sæde og en polstret ryg. Meditationsstole fås i alle stile og størrelser, samt er en komfortabel tilføjelse til dit meditationsrum.

 

5. Indret med hensigt

Dit meditationsrum er dit tilflugtssted, så det bør afspejle din personlighed og dine præferencer. Det skal være et komfortabelt sted, hvor du føler dig glad og fredfyldt, men det kan være en udfordring at bringe mere personlighed ind i dit meditationsrum uden at rode det til med for mange nipsgenstande. Derfor er det vigtigt at tænke over, hvordan du indretter dit meditationsrum. Der er nemlig andet end funktionalitet og design at tage hensyn til. Hvis du virkelig vil gøre dit rum til et personligt tilflugtssted, så vær opmærksom på materialer, farver, dufte og den overordnede følelse af hver ting, som du tilføjer til dit hellige rum.